Print en kort koncertoversigt her

PRINT EN KORT
KONCERTOVERSIGT HER

De små swinger med Klüvers Big Band i Horsens

 

tirsdag 26. oktober 2010 kl. 19.00

Sct. Ibs Skole

 

Det er et brag af en koncert, man kan opleve på Sct. Ibs Skole i Horsens tirsdag 26. oktober kl. 19. Koncerten er den store finale på et langt forløb, hvor 200 børn fra Sct. Ibs Skole synger med et af Europas bedste bigbands - Klüvers Big Band.

Klüvers Big Band har i de seneste 30 år besøgt mere end 300 skoler og afholdt de populære skolekoncerter sammen med elever fra 3., 4. og 5. klasse. Og opskriften er enkel:

Man tager en stor portion børn -
blander dem med nogle sange skrevet specielt til aldersgruppen
og krydrer med engagerede musiklærere.

Når ingredienserne når kogepunktet,
tilsætter man en pianist og en dirigent
og lader det hele simre i et par uger.

Lige inden retten serveres, tilsættes et 19 mands top-professionelt bigband
og en af Danmarks bedste jazz/blues-sangerinder. Og så serveres det hele hot-hot.


Tirsdag 26. oktober er den store koncertdag, hvor formiddagen starter med en generalprøve efterfulgt af en koncert for skolernes øvrige elever og lærere; her medvirker Klüvers Big Bands rytmegruppe. Aftenens koncert for forældre, søskende, bedsteforældre og andre interesserede bliver derfor den store finale, hvor børnene for første gang skal synge med hele bigbandet og solisten Miriam Mandipira Melkjorsen.

Miriam Mandipira Melkjorsen er en fantastisk jazz, blues, soul og gospel-sangerinde. Hun kommer i dén grad ud over scenekanten og helt ind i lytteren - derinde hvor det gør rigtig godt! Hun blev født i Zimbabwe, men har de sidste par år boet i Danmark, og Klüvers Big Band glæder sig til at præsentere Miriam i front for et stort, top-professionelt og grov-swingende bigband.

Klüvers Big Band kan i 2010 fejre ikke mindre end 33 års jubilæum, og gennem årene har bigbandet samarbejdet med et hav af store solister. Indenfor de seneste år har Klüvers Big Band blandt andet været på turné med den amerikanske sanger og jazz-superstar, Kurt Elling, og udgivet plader med sangerinden Cæcilie Norby, saxofonisten Jesper Thilo og senest sangerinden Veronica Mortensen. I Klüvers Big Band sidder nogle af Danmarks bedste jazzmusikere - flere af dem solister i international klasse - men først og fremmest er det et hold, hvis kollektive energi og sans for at få musikken til at løfte sig og swinge med fynd og klem er helt overvældende.

Læs mere om bandet og koncerterne på: www.kluversbigband.dk

For yderligere oplysninger kontakt venligst:
Dorthe Andersen, administrator
Klüvers Big Band
Tlf. 86 20 16 88
dorthe@kluversbigband.dk


Arrangørerens hjemmeside


Tilbage til koncert kalenderen