|
De små swinger med Klüvers Big Band
onsdag 3. marts 2010 kl. 19.00
Risskov Skole
Det er et brag af en koncert, man kan opleve på Risskov Skole onsdag 3. marts kl. 19. Koncerten er den store finale på et langt forløb, hvor 150 børn fra Risskov Skole synger med et af Europas bedste bigbands - Klüvers Big Band.
Klüvers Big Band har i de seneste 20 år besøgt mere end 250 skoler og afholdt de populære skolekoncerter sammen med elever fra 3., 4. og 5. klasse. Og opskriften er enkel:
Man tager en stor portion børn -
blander dem med nogle sange skrevet specielt til aldersgruppen
og krydrer med engagerede musiklærere.
Når ingredienserne når kogepunktet,
tilsætter man en pianist og en dirigent
og lader det hele simre i et par uger.
Lige inden retten serveres, tilsættes et 19 mands top-professionelt bigband
og en af Danmarks bedste jazz/blues-sangerinder. Og så serveres det hele hot-hot.
Onsdag d. 3. marts er den store koncertdag, hvor formiddagen starter med en generalprøve efterfulgt af en koncert for skolens øvrige elever og lærere; her medvirker Klüvers Big Bands rytmegruppe. Aftenens koncert for forældre, søskende, bedsteforældre og andre interesserede bliver derfor den store finale, hvor børnene for første gang skal synge med hele bigbandet og solisten Miriam Mandipira Melkjorsen.
Kort om Miriam Mandipira Melkjorsen...
Miriam er en fantastisk jazz, blues, soul og gospel-sangerinde. Hun kommer i den grad ud over scenekanten og helt ind i lytteren - derinde hvor det gør rigtig godt!
Hun blev født i Zimbabwe, men har de sidste par år boet i Danmark, og Klüvers Big Band glæder sig til at præsentere Miriam i front for et stort, top-professionelt og grov-swingende bigband.
Kort om Klüvers Big Band...
I Klüvers Big Band sidder nogle af Danmarks bedste jazzmusikere - flere af dem solister i international klasse - men først og fremmest er det et hold, hvis kollektive energi og sans for at få musikken til at løfte sig og swinge med fynd og klem er helt overvældende.
Klüvers Big Band kunne i 2007 fejre ikke mindre end 30 års jubilæum, og har gennem årene samarbejdet med et hav af store solister, bl.a. spillet koncerter og udgivet cd'er med sangerinden Cæcilie Norby og saxofonisten Jesper Thilo. I 2008 var Klüvers Big Band "husorkester", da Skanderborg Festivalen hyldede Otto Branderburg ved en stort anlagt koncert. Her fortolkede 14 kendte danske sangere nogle af den gamle crooners numre bl.a. Peter A.G., Såren Sko, Gitte Hænning, Peter Belli, Daimi m.fl. Koncerten blev udgivet på DVD og sendt som temalørdag på DR2.
Læs mere om bandet og koncerterne på: www.kluversbigband.dk
For yderligere oplysninger kontakt venligst:
Dorthe Andersen, administrator
Klüvers Big Band
Tlf. 86 20 16 88
dorthe@kluversbigband.dk
Tilbage til koncert kalenderen
| |