Dansk bigband i international klasse

Klüvers Big Band

 

 

Den amerikanske jazz-superstar, sangeren Kurt Elling, er ikke i tvivl: Efter en mere end 30 år lang musikalsk rejse, har det Aarhus-baserede, Klüvers Big Band, nu spillet sig helt op i eliten blandt Europas bigbands. Klüvers Big Band er på det seneste blevet Kurt Ellings førstevalg, når han optræder med stort orkester – og det er et kvalitetsstempel af den fineste slags. I 2009 vandt Kurt Elling en GRAMMY i kategorien 'Best Vocal Jazz Album', og 12 år i træk er han blevet kåret som verdens bedste, mandlige jazzvokalist af kritikerne på det anerkendte amerikanske jazz-tidsskrift, DownBeat.



Begejstrede anmeldere

Klüvers Big Band og Kurt Elling åbnede 2011 med en tur i Skandinavien, hvor DR2's 'Smagsdommerne' med egne ord 'fik blæst hjernen op på bagvæggen, og derefter sad og smilede i 2 ½ time' til en af koncerterne. I juli fortsatte samarbejdet på en af verdens største jazzfestivaler, North Sea Jazz Festival i Holland, og til efteråret skal Klüvers Big Band og Kurt Elling på turné i USA. Her venter 10 koncerter - blandt andet hele seks aftener i træk på Birdland, den legendariske jazzklub på Time Square i New York – foruden koncerter i Chicago, Boston og Washington.

 

Usædvanlige arbejdsbetingelser

Så vidt er det altså kommet for orkestret, som tilbage i 1977 blev startet af en gruppe unge århusianske musikstuderende under ledelse af Jens Klüver. En af årsagerne til successen er, at bigbandet 11 år senere blev udnævnt til Danmarks første rytmiske basisensemble og siden har fået økonomisk støtte fra Stat og Kommune. Det har sikret orkesteret nogle fantastiske – og i det rytmiske musikmiljø helt usædvanlige – arbejdsbetingelser og dermed mulighed for fortsat udvikling. I dag spiller Klüvers Big Band over 60 koncerter om året. En del af dem er skole- og gymnasiekoncerter, da et af de vigtigste formål med bigbandet er at udbrede kendskabet til bigband-jazz blandt store og små.

 

Klüvers Big Band spiller musik fra hele jazz-paletten, men hovedvægten ligger på ny bigband-musik, som både holder traditionerne i hævd og samtidigt tilføjer elementer fra moderne jazzmusik. En stor del af repertoiret er komponeret og/eller arrangeret specielt til bigbandet og gennem årene har mange store solister, komponister og arrangører sat deres varme jazz-aftryk dybt inde i hjerterne på både publikum og musikere i Klüvers Big Band.

 

 

 

 

 

Internationale stjerner og kollektiv energi

Indenfor de seneste år har det resulteret i anmelderroste plader med sangerinden Cæcilie Norby, saxofonisten Jesper Thilo og senest sangerinden Veronica Mortensen. Derudover har Klüvers Big Band i de senere år bl.a. spillet med guitar-ikonet John Scofield og trommeslageren Bill Stewart, med klaverstjernen Chick Coreas foretrukne trommeslager, Jeff Ballard, med saxofonisterne Donny McCaslin og Dick Oatts, trompetisten Terell Stafford, sangerinderne Sinne Eeg og Marie Carmen Koppel, Rolling Stones-musikerne Tim Ries og Bernard Fowler, Spyro Gyra vibrafonisten, Dave Samuels, og den tidligere trommeslager - og nuværende leder af - The Count Basie Orchestra, Dennis Mackrel.

 

I Klüvers Big Band sidder nogle af Danmarks bedste jazzmusikere - flere af dem solister i international klasse - men først og fremmest er det et hold, hvis kollektive energi og sans for at få musikken til at løfte sig og swinge med fynd og klem er helt overvældende.

 

Klüvers Big Band